Endnu engang må vi omlægge vores træningsaktiviteter
I går blev der endnu engang indskærpet for os alle sammen, at der er behov for en massiv fælles indsats for at holde COVID-19 smittetallet nede. Det har en naturlig konsekvens for vores træningsaktiviteter, på trods af, at vi som bekendt er rykket udendørs, træner i hold af 10 og undgår tæt kontakt.
De væsentligste restriktioner som rammer os er:
- Al indendørs idræt og foreningsaktiviteter skal holde lukket
- Udendørs idræt kan kun gennemføres, hvis forsamlingsforbuddet på 5 personer overholdes.
I går aftes mødtes klubbens Bestyrelse (online) for at drøfte hvorledes vi stiller os i forhold til især de udstukne anbefalinger. Én ting er forbud og en anden er anbefalinger.
Vi har i Klubbens Bestyrelse besluttet, at vi bakker op om anbefalingerne omkring aflysning af arrangementer som ikke er strengt nødvendige. For selvom vi hver i sær nok mener, at der ikke er særlig meget der er vigtigere end at komme til Taekwondo træning, så er det nok ikke helt at betegne som streng nødvendigt.
Derfor indstiller vi de planlagte udendørstræninger på onsdage og lørdage, indtil en ny udmelding fra Regering og Sundhedsmyndigheder er udsendt, og forsamlingsmulighed på minimum 10 igen er tilladt.
Hvad kommer der så til at ske nu?
Vi opsamlede i forår og sommer nogle erfaringer med online træninger og video-lektier. Vi er i træner-staben ikke sikre på hvordan vi griber opgaven an endnu, men forventer at kunne komme med en udmelding henover den kommende weekend.
Du kan dog være helt sikker på, at vi gør alt hvad vi kan for at tilbyde træning i en eller anden form, for alle de der har lyst til at være med, trods de udfordringer verdenssituationen byder os.
Det betyder også, at vores planlagte bælteprøve i december 2020, med sikkerhed bliver planlagt i en anderledes og alternativ form end vi nogensinde tidligere har afviklet den. Vi forventer at komme med både dato og rammer for prøven i løbet af næste uge.
Generalforsamling – igen som online event
Vi kommer igen i år til at afholde vores Generalforsamling som et online arrangement. Det er ikke det samme som når vi samles over pizza og sodavand efter en fællestræning, men det fungerer faktisk tilfredsstillende.
Indkaldelse med dagsorden udsendes i løbet af de kommende to uger. Skulle du allerede nu sidde med forslag til vedtægtsændringer eller lignende, så tøv ikke med at fremsende det og du behøver ikke vente til indkaldelse er udsendt. Du kan blot sende dit input til formand@kwanchang.dk
Vi er rigtig kede af at skulle lave så mange omlægninger af vores aktiviteter hele tiden og forestiller os, at du er det samme.
Vi krydser både fingre og tæer for at vi går et forår og en sommer møde, hvor vi kan skrue helt op for engagementet med både træninger og sociale aktiviteter.
Har du spørgsmål til ovenstående er du som altid velkommen til at kontakte os på kontakt@kwanchang.dk eller til Flemming Rolander på kwanchang@kwanchang.dk og 2159 8361.