Selvforsvar som selvstændigt hold
Da vi har foretaget ændringer i vores fokusområder på mandagens hold, er der blevet gjort plads til det efterspurgte træningsindhold – Selvforsvar.
Vi har tidligere trænet selvforsvar som en del af vores grundtræning og ind imellem som tematræninger på vores dedikeret kamphold. Nu øger vi fokus yderligere, og etablerer et selvstændigt hold til denne disciplin.
Holdet starter op allerede 29. august 2016 klokken 19:15-20:30 og der er plads til alle, uanset alder og niveau.
Dog vil træningen indebære en hel del nærkontakt, så de aller mindste deltagere opfordres til at møde op med en makker i samme størrelse, for at få det fulde udbytte af undervisningen.
Træningen vil være sammensat af både fysisk træning, teknisk træning og træning af reaktionsmønster (stress-træning).
Vi vil træne selvforsvar på flere stadier, sådan at alle uanset niveau kan deltage.
Det betyder, vi gennem et træningspas både træner teknisk, teoretisk og realistisk selvforsvar med fokus på sidstnævnte.
Hvorfor øger vi fokus på selvforsvar?
Traditionelt har selvforsvarstræningen i Taekwondo været en disciplin som først blev introduceret i træningen ved et relativt højt bælteniveau. Årsagen har primært været ud fra et tankesæt om, at et solidt grund-teknisk niveau var nødvendigt, for effektivt og sikkert at kunne træne de teknikker, bevægelsesmønstre og reaktionsmønstre som er kerneelementer i et effektivt selvforsvar.
Gennem de seneste år, har dette tankesæt gradvist ændret sig. Vi har således tilpasset træningsmetodikkerne, så selv begyndere uden forudgående Taekwondo-kundskaber, hurtigt kan få effektive redskaber til forsvar mod en række af de angreb vi desværre oplever i det offentlige rum.
Vi skal huske på, at det stadig hører til sjældenheder, at mennesker omkring os bliver overfaldet. Vi kan dog ikke lukke øjnene for at det sker – også i området omkring os.
Af samme årsag har der gennem længere tid været en stigende efterspørgsel på intensivering af selvforsvarstræningen i vores undervisning.
Historier som disse, skaber kun øget interesse:
Tre mænd overfaldt 15-årige pige
14-årig pige overfaldet i Skibby
Ægtepar overfaldet ved indbrud i Kirke Hyllinge
Er det noget for dig?
Er du allerede medlem i Bramsnæs Taekwondo Klub, så opfordrer vi dig til at deltage allerede fra mandag den 29. august klokken 19:15. Vi garanterer dig, at du vil få en både lærerig og sjov undervisning, hvor alle kan som nævnt kan være med.
Er du ikke medlem hos os endnu, så har du mulighed for at træne med os gratis i 2 uger, for at se om træningen er noget for dig. Mød blot op i løstsiddende tøj og med godt humør, så er vi klar til at tage godt imod dig.
Vi håber at se rigtig mange på det nye hold og vil ligge os i selen for at levere en effektiv undervisning hvor der både bliver plads til personlige udfordringer, fokuseret træning og som altid masser af smil.
Har du spørgsmål til vores nye tilbud “Selvforsvar”, så kom endelig op til træning og spørg løs, eller kontakt os via vores kontaktformular.
De bedste hilsner
Kwan Chang – Bramsnæs Taekwondo Klub